Frydendal favoritten til det gode bagværk

Vi har næsten alle et yndlingsviskestykke, der følger vores bagværk. Et viskestykke der skaber forventninger, når det ligger over dejskålen, mens dejen hæver. Et viskestykke der dækker brødene, mens de køler og tænderne løber i vand. Et viskestykke der dækker bunden i brødkurven, når bollerne serveres.

Melet fra Frydendal er ”svøbt i viskestykker”: gule, grønne, lyserøde – med fine eller grove tern. Viskestykker, som både minder os om en lang dansk tradition for gode hjemmebagte brød og kager, men som også fortæller en moderne historie om korn, der er dyrket økologisk og formalet skånsomt på stenkværn til mel, hvor smag og sundhed altid går hånd i hånd.

Melet fra Frydendal er dyrket efter økologiske principper, hvor der ikke bruges sprøjtegifte, stråforkortere eller kunstgødning, hvor grundvand derfor forurenes mindst muligt, og hvor den biologiske mangfoldighed trives. Efter høst formales kornkernerne på stenkværn. Det betyder, at melet fra Frydendal altid indeholder de smagsgivende skaldele og den sunde kim – både i fuldkorns og fintsigtet mel.

At bage selv skaber glæde: for dem du bager til, dem du bekymrer dig om, men også for dig selv.
At bage med Frydendals mel betyder, at du helt præcist ved, hvad du har i din dejskål: rene råvarer med de bedste bageegenskaber, og den optimale kombination af sundhed og velsmag.

Med melet fra Frydendal får du opfyldt det, ”viskestykkerne lover": dejligt bagværk, masser af smag, mæthed og glæde.

Når det er sommer - og fredag - kan du nyde brød, boller og kager bagt med dine Frydendal produkter i "Møllens Kaffestue". Når det er vinter må du "nøjes" med at tage det nybagte bagværk med hjem fra Brødudsalget.
Møllens kaffestue ligger ikke langt fra Frydendal på Als - vi glæder os til at se jer!

Rigtig god bagelyst!
- måske ses vi til Brødudsalg eller i Møllens Kaffestue - klik her og læs mere om vore åbningstider